Studiepartner

Søg her

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Faglige kompetencer: Se de 20 mest efterspurgte

Af Carina Fogsgaard Christiansen, Studie- & Karrierekonsulent i CA

Hvilke faglige kompetencer er gode at have på sit CV, når du søger studiejob?

Når man ikke har skrevet et CV som akademiker før, så kan det være svært at vide, hvad man bør sikre sig at have på det, for at være mest attraktiv i arbejdsgivernes øjne.

Derfor kan en liste over de mest efterspurgte faglige kompetencer i stillingsopslag for dit næste studiejob være god at læne sig op ad. Men det er ikke nok bare at nævne kompetencerne, du skal også kunne uddybe dem.

Hop direkte til listen over de mest efterspurgte faglige kompetencer i stillingsopslag i perioden 2018-2020 nederst på denne side.

Eller læs videre og lær, hvorfor du bør uddybe de eftertragtede faglige kompetencer i dit CV for at overbevise arbejdsgiveren om at du har de evner, de søger.

Du skal kunne kommunikere og formidle på dansk og engelsk

De mest eftersøgte faglige kompetencer i 2018-2020 handler om evner inden for kommunikation og sprog. Derfor er det vigtigt, at du har en sektion på dit CV om dit niveau inden for sprog.

Det er dog ikke nok at vise at du er 95% på en “process bar” eller fem farvede prikker til fx engelsk.

Afhængig af hvor vigtige de sproglige kompetencer er for stillingen, jo mere bør du uddybe dem.

Som minimum bør du supplere din grafik (processbar eller prikker) med en beskrivelse af dit sproglige niveau, fx med disse ord:

  • avanceret, forhandlingsniveau, flydende, 
  • middel niveau, samtaleniveau, 
  • forståelse, grundlæggende niveau, begynder

Hvis stillingen vægter det sproglige meget højt, så kan det være en fordel at uddybe endnu mere, fx sådan her:

SkriftForståelseSkriftTale
engelskavanceretmiddelbegynder

Forsøg at beskrive dit niveau med ord frem for at bruge bogstav-niveau. På dansk ville A fx være det højeste niveau, mens A på det europæiske “language passport” er det laveste niveau (og C er det højeste).

Så for at undgå misforståelser er det bedre at beskrive sit sproglige niveau med ord.

Jeg har talt med studerende, der ikke har sat sprog på deres CV, fordi de mente at “alle kan dansk og engelsk”. 

Det kan meget vel være. Men det ændrer ikke på, at rekrutteringspersoner og ledere er mennesker – og det går lynhurtigt, når de skimmer et CV. 

Det giver læseren af dit CV en god fornemmelse, hvis han eller hun kan sætte flueben ved, at du har det niveau af sprog, som de søger.

Så husk: Lad aldrig din læser gætte eller antage, hvad du kan. Vis det. Tydeligt.

Giv dem mulighed for at sige “tjek” så mange gange som muligt i dit CV (ud fra det de efterspørger i stillingsopslaget).

Uddyb dine IT-kompetencer

“Excel” og “marketing” er de fjerde mest efterspurgte faglige kompetencer på hhv. den danske og den engelsk liste.

Disse kompetencer kan siges at ligge under sektionen IT på dit CV – især, hvis du er ny i din karriere (ift. marketing).

Så hvis arbejdsgiveren efterspørger, at du kan noget med Excel, så sørg for at ordet “Excel” fremstår under dine IT-kompetencer – og beskriv dit niveau. Fx sådan her:

  • superbruger 
  • daglig bruger/øvet 
  • bruger
  • begynder
  • kendskab

Din kompetence er ikke tydelig nok, hvis du kun skriver “Office pakken”. 

Og nej, du behøver ikke have et diplom på, at du kan Excel, Canva eller SEO for at du kan sætte det på dit CV. Jeg har aldrig hørt nogen virksomhed efterspørge et diplom på excel-evner fra en nyuddannet.

Det vigtigste er, at du kan skabe resultater med de evner du har.

Husk på at give arbejdsgiveren mulighed for at sige “tjek”, så mange gange som muligt, når han/hun læser dit CV.

Hvad angår kompetencen “marketing”, ift. en stilling som marketingkonsulent, så er det også en god idé at uddybe dit niveau (ligesom ovenfor ved Excel) i marketing/SoMe-relaterede værktøjer som:

  • Facebook (evt. Facebook Business Manager)
  • Instagram (evt. Annoncering)
  • Snapchat
  • TikTok
  • LinkedIn
  • YouTube
  • Canva
  • Fotografering/Video
  • InDesign
  • Photoshop
  • Google Ads
  • Mailchimp
  • WordPress
  • SEO
  • Influencers (samarbejder)
  • Osv.

Sæt de værktøjer på listen som du evner og som virksomheden efterspørger i stillingsopslaget – eller som du selv kan forestille dig, ville være smarte at have i din værktøjskasse til den stilling, du søger.

Eftertragtede akademiske evner – som du måske allerede har

Mange stillinger som bestrides af akademikere indebærer planlægning og koordinering eller evnen til at foretage analyser af data og formidle resultater, hvilket også kræver præsentationsteknik.

Det er godt for dig at vide, for alle disse evner er enten nogle du allerede har – for du har haft mulighed for at øve dem gennem dit virke som studerende, især når du har samarbejdet med andre studerende.

Du behøver selvfølgelig ikke at arbejde i grupper hele tiden. Gruppearbejde kan også være at mødes og aftale og fordele opgaver, løse opgaverne hver for sig, for så at mødes og dele hinandens læring og resultater. 

Man behøver ikke at sidde fysisk sammen hele tiden, bare fordi man arbejder i gruppe sammen. Derved kan du lære nogle af de allermest efterspurgte kompetencer, der søges til studiejobs, som fx:

Personlige kompetencer

  • Evnen til at arbejde selvstændigt
  • Evnen til at samarbejde
  • Evnen til at arbejde struktureret/effektivt

Faglige kompetencer

  • Evnen til at kommunikere, formidle (og argumentere for sine resultater)
  • Engelsk og dansk på højt niveau
  • Koordinere og planlægge mødetider og opgavefordeling
  • Bedre analytiske evner (når du lytter til, hvad andre også tænker)

Prøv at researche lidt på Jobindex’s jobarkiv og find ud af, hvilke kompetencer der specifikt efterspørges på den type stillinger, du finder interessant og tænk over, om du måske allerede har øvet nogen af dem i din studietid, enten alene eller når du har samarbejdet med andre studerende.

På den måde kan du referere til erfaring fra dit studie, hvis du ikke synes du har relevant erfaring fra dine studiejob.

De 20 mest eftersøgte faglige kompetencer til studiejobs i 2018-2020

Nr.Faglig kompetence (DK)TotalFaglig kompetence (ENG)Total
1Kommunikere2555English3118
2Engelsk2140Communication2442
3Dansk2136Danish1220
4Excel1205Marketing879
5Formidle997Analytical Skills863
6IT991Project Management726
7Planlægning923Stakeholders671
8Analyser846IT667
9Udvikling752Development549
10Sociale medier721Presentation Skills488
11Koordinering718Excel482
12Analytiske evner668Social Media462
13Rådgivning664Strategy448
14Ledelse651Coordination430
15Office-pakken595Planning424
16Økonomi543Management413
17Administration538Reporting379
18Vedligeholdelse502Stakeholder Management345
19Projektledelse484Sales342
20Salg478PowerPoint301

Kilde: Damvad Labour Intelligence Tool (d. 13. juli 2020), trækker data fra Jobindex arkiv af stillingsannoncer. Listen er trukket på baggrund af nedenstående kriterier, da det ikke er muligt at trække en liste for ”stillinger til nyuddannede”. Listen vises i denne artikel, da vores erfaring er at efterspørgslen på disse kompetencer hos nyuddannede ikke er meget anderledes end dem, der ses i tabellen ovenfor.

Søgt på:
Uddannelser: studerende, marketing, økonomi, jurist, samfundsvidenskabelig uddannelse, HR, kommunikation, IT
Fritekst: studiejob OR student assistant OR studentermedhjæl

Din lokale studiepartner

→ Se hvordan vi hjælper i din by

Events

→ Se kommende events og webinarer.

Et lettere studieliv

→ Få tips til et lettere studieliv