Interview med Camilla Lærke Lærkesen, stifter af Bevidst Introvert af Carina Fogsgaard Christiansen, Studie- og karrierekonsulent i CA
Ekspertens råd til introverte i studiestarten: »Det er okay at gøre det på din måde.«
Det kan være en hård landing at starte på universitetet. Introugen er egentligt designet til at byde nye studerende rigtig godt velkommen, men for introverte indebærer introugen ofte en overvældende mængde af indtryk, aktiviteter og nye mennesker.
Det ved Camilla Lærkesen alt om, da hun første gang startede på uni, var det med forventninger til sig selv om, at nu var det slut med at være ‘den stille pige’.
Dengang vidste hun ikke, at hun var introvert, og at det kræver meget energi for hende, ligesom for andre introverte, at forholde sig til mange nye mennesker og indtryk på én gang.
I 2014 skrev hun som studerende debatindlægget ‘Undskyld, jeg er introvert’ til Uniavisen.dk. Et indlæg, der ramte en nerve. På fire dage blev det læst af over 120.000 mennesker, og i 2019 var det stadig det mest læste indlæg nogensinde.

I dag arbejder Camilla Lærkesen som selvstændig foredragsholder og coach med speciale i introverte. Hun er også vært på podcasten ‘Bevidst introvert’, hvor hun interviewer interessante kendte mennesker, som man ikke umiddelbart skulle tro var introverte.
CA har bedt Camilla om at dele sine råd til introverte studerende, der gerne vil have den bedst mulige studiestart.